mandag den 5. november 2012

Kerne "rug"brød og Kerne muffin

Har idag også fået lavet dette lækre kernebrød.
Det kom egentlig af at min stakkels mand mangler rugbrød, men han kan ikke tage sig sammen til at få købt noget. Så nu er der bagt et "rug"brød, det er skåret i skiver, og de fleste af dem er i fryseren. Så kan han/jeg altid tage en skive op når man trænger.


Ingredienser:

130 g Macadamia nødder
100 g paranødder
170 g mandler
200 g solsikkefrø
100 g hørfrø
100 g sesamfrø
4 spsk HUSK
3 fint revne gulerødder
3 tsk salt
1 dl olivenolie


Nødderne og 100 g af solsikkefrøene får en tur i foodprocesseren, så de bliver til en grov mel.

Melet og alle de andre ingredienser røres sammen med elspiskeren.

Massen fyldes i en rugbrødsform beklædt med bagepapir.
Min dej kunne ikke være i rugbrødsformen, så jeg lavede lige 3 muffins også.

Det hele fik 60 min ved 160 grader alm ovn. De 3 muffins kunne måske have nøjes med 50 min, Men jeg gad ikke til at tage dem ud midt i det hele, og de blev også fine selvom de fik 1 time.
Når brødet kommer ud af ovnen, skal det ud af formen og køle af på en rist.


Tips.
Brødet smager helt fantastisk, men er en lille smule porøst. Så skiverne skal skæres lidt tykke.

Næste gang vil jeg tilsætte lidt mere HUSK og de 100 g malede solsikkefrø vil jeg erstatte med 100 g Hørfrø malet i kaffemøllen. Da både HUSK og malede hørfrø får brødet til at kliste lidt bedre sammen.

Har man ikke en foodprocesser, kan man hakke en del af nødderne med en kniv/hakker og male mandlerne til mel i kaffemøllen.

Man kan bruge den slags nødder/kerner  man kan lide og har, man skal bare bruge cirka samme vægt. så forholdene passer.

Næste gang vil jeg prøve at lave dem alle sammen som muffins, for de er også gode, og nemmere at have med i madpakke osv. da de ikke så nemt går i stykker.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar